Tør vi være afhængige?

Ordet "afhængighed" har for mange en negativ klang. Og der har da også i den psykologiske verden i mange år været fokus på at vi skal udvikle os til at være selvstændige individer, der kan stå på egne ben, som kan klare sig selv og ikke er afhængig af noget eller nogen andre.

Derfor er det interessant, når den nyere forskning omkring tilknytning mellem voksne mennesker og kærlighedens funktion, faktisk har fokus på at vi som mennesker er født afhængige, og at denne afhængighed faktisk fortsætter i en form, også ind i voksenlivet, at den endda er af vital betydning for vores trivsel - og ja - overlevelse.

Psykologiske undersøgelser peger på at livslængden er længere og lykkefølelsen er større hos dem, der har en tryg hav i form af et godt parforhold. Andre undersøgelser peger på at smerteoplevelsen bliver mindre, når vi holder en vi har kær i hånden.  Og udsigten til at komme sig efter kriser og traumatiske sår er også langt større, når man har mennesker, man har en nær og tryg tilknytning til. Så som voksne er vi grundlæggende afhængige af den trygge og sikre havn, som en partner kan tilbyde os.

Hvorfor er det så svært for mange?
Ikke alle har oplevet den trygge havn i deres opvækst, så derfor har mange af os udviklet forskellige overlevelsesmekanismer - f.eks. at "gøre sig selv stærk", "at kunne stå på egne ben" etc. som var nødvendige dengang. Måske var der ikke nogen som var parat til at gribe eller støtte dig, når tingene var svære, så du måtte lære at klare det selv, måske ved at blive god til at skubbe smerten til side. Nogle har  lært, at det at tage imod og læne sig op ad et andet mennesker har for store omkostninger, det kræver at man laver for meget om på sig selv, eller at man lader sig invadere. Og nogen har, trods en grundlæggende tryghed og tillid, oplevet partneres svigt, som sår tvivlen på, om man nogensinde tør åbne sig igen.

At læne sig op ad en anden, at turde vise sårbarhed og at turde være afhængig af et andet menneske kræver derfor for mange en masse mod, og en hel del øvelse. Men vælger du at løbe risikoen, vælger du at mærke sårbarheden, og sammen med din partner være "gensidigt afhængige" af hinandens omsorg, støtte og kærlighed, så kan gevinsten være et parforhold, som udgør en sikker havn, som danner et fundament, det betyder at man kan begynde at udvikle sig på helt nye måder - som par - og om individ.

Vi har brug for hinanden. "No man is an island", skriver John Donne. Bedre kan det ikke siges. Vi hænger sammen og har brug for hinanden.

Har du været i parforhold med en psykopat?

Mennesker, der i kortere eller længere tid har været sammen med en partner med psykopatiske træk, og er kommet ud af forholdet, oplever ofte at forholdet har haft store omkostninger, bla. i form af:
- At ens selvværd er stærkt reduceret
- Man føler sig følelsesmæssigt og fysisk "tømt"
- En stærk skamfuldhed over at ens grænser er blevet skubbet
- En dyb undren over, at man ikke har fået sagt fra før

og paradoksalt nok også, en dyb længsel efter de charmerende og forførende sider psykopaten viser, når et nyt "objekt" skal erobres, og den måske helt fantastiske sex, der også har fulgt med.

Jeg har flere gange hørt beretninger om dette fra mennesker, jeg møder i mit virke som psykoterapeut,  som er overlevere efter mødet med psykopatiske partnere.
Der er skrevet flere gode bøger om emnet. Jeg har netop læst Sylvie Selands bog "I misteltenens magt", som er en personlig beretning om hendes samliv med en psykopat. En af de ting, der slår mig, er den frustration hun oplever ved, at kun få kan forstå hvad det vil sige at komme ud af sådan et forhold, med mindre man selv har været i det. Bogen indeholder også en omfattende litteraturliste om emnet. Bogen er skrevet i en meget letlæselig form, og det er en bog jeg klart kan anbefale dig at læse, uanset om du er mand eller kvinde, hvis du selv har haft lignende oplevelser.

Kan en enkelt episode overskygge det gode i parforholdet?

Det er tankevækkende, men ikke desto mindre noget, man må forholde sig til, at enkeltepisoder i et parforhold sommetider kan komme til at overskygge hundredevis af gode oplevelser.

Forskning og kliniske erfaringer viser, at hvis den ene af parterne bærer rundt på en situation, hvor man har været ekstrem sårbar og truet, og man har oplevet at den anden part, ikke har været der for en, så kan det skabe så stærke følelser af svigt og utryghed, at det fremover kan bremse intimiteten og tilliden i parforholdet. Denne type situationer kan bryde selv den bedste stemning, i situationer hvor den part, der har følt sig svigtet er i kontakt med denne tidligere situation.

I nogle situationer har partneren selvfølgelig en forståelse for svigtet, f.eks. i forbindelse med utroskab el. lignende, men ofte er der tale om situationer, som partneren egentlig ikke oplever som så alvorlige - "der skete jo ikke noget, du klarede det". Det kan være situationen, hvor man blev bange for en knude i brystet, men hvor ens man har slået det hen med  et "vent lige og se om det er noget", hvorefter han har trukket sig væk. Det kan være situationen hvor konen har været på forretningsrejse, mens manden oplever at det hele ramler sammen om ørerne på ham derhjemme, men hvor hun slår det hen med "se du klarer det jo nok". Det kan være situationen hvor manden er til fest og ikke til at få fat på, lige der hvor vandet går, og en akutfødsel går i gang 2 uger før tid, og hvor han bare ikke er der.
Ovennævnte situationer er situationer, hvor partneren måske ikke har forstået at man virkelig har brug for støtte, og hvor svigtet måske sker uforsætteligt. Det kan selvfølgelig være endnu værre, hvis partneren bevidst nægter at være der for en på kritiske tidspunkter. Resultatet er, at man har været ekstrem sårbar, og har haft brug for følelsesmæssig støtte og forståelse fra den, der står en nærmest, og han/hun har bare ikke forstået det og ikke været der.

Hvis man ikke får bearbejdet denne type episoder, kan de ofte blive hængende som en truende skygge over hele parforholdet, og bremse for intimitet. Den, der har følt sig svigtet har svært ved at stole på at partneren vil være der, når man har brug for det. Og det er en af de basale ting i et parforhold - at vi tør stole på at vores partner vil være der, når vi har allermest brug for det.

Måske har I denne typer episoder, som en af jer bærer rundt på. Episoder, som det er værd at tale om igen, hvor det er vigtigt, at den der har følt sig svigtet oplever en forståelse fra partneren for, hvor hårdt det må have været, og hvor smertefuldt det har været at mangle sin partner. Lydhørheden, forståelsen og empatien fra partneren side er nøglen til at hele disse fortidige sår. Dette er vejen til at få "afgiftet" dette, så i igen kan få intimiteten og tilliden tilbage.

Kan du modstå fristelser?

Hvor let har du ved at modstå fristelser? 

Nogle gange kan det være fint at leve efter Mae Wests ord "Den letteste måde at overkomme fristelser på, er ved at give efter for dem!". 

Men når fristelserne er noget, som kan betyde problemer for en selv, eller ens parforhold er det måske ikke den mest hensigtsmæssige måde at gøre det på.

Hjerneforskningen viser os (læs f.eks. David Rocks bog: Your Brain at Work), at evnen til at stoppe impulser, og dermed give efter for fristelser, er en ret krævende ting. Et eksperiment hvor folk placeres i et rum med fristende chokolade, og efterfølgende udsættes for en vanskelig opgave viser, at blandt dem, der modstår fristelsen overfor chokoladen er en større tilbøjelighed til at give op, overfor den efterfølgendes svære opgave. Og det er jo interessant. Det, og andre undersøgelser viser, at det er ret energikrævende at modsætte sig en impuls, og jo længere tid der går, jo mere bliver vi svækket i vores modstandskraft, og jo mere tilbøjelige til at give efter alligevel.

Jo tidligere du kan fange impulsen, og gøre noget ved den jo bedre. Samme øjeblik som du mærker lysten til chokolade, spil, alkohol, en kvinde som du ser på dit arbejde - eller det, som du gerne vil lære at kontrollere impulsen overfor - er kunsten at træffe den mentale beslutning"NEJ!" og så flytte dig væk fra fristelsen. Og om muligt undgå at udsætte dig for den igen. 

Så med risiko for at lyde alt for enkel og måske lidt frelst: Så hvis du vil undgå at drikke alkohol, skal du måske ikke lige gå på værtshus og drikke en sodavand bare for hyggens skyld; vil du undgå at spise for meget chokolade, skal du måske ikke stå og kigge på udvalget af chokolade i supermarkedet eller lade chokolade ligge fremme derhjemme; hvis du ikke ønsker at være utro, skal du måske ikke invitere ham eller hende, som vækker noget særligt i dig, med på cafe - bare jer to; hvis du ikke ønsker at kigge på porno, så er det måske ikke lige sagen at kigge på sider på internettet med for meget nøgenhed eller kigge i blade hvor dette udstilles. Fortsæt bare listen med de ting, du gerne vil afholde dig selv fra.

Og jeg ved godt at det ikke altid er "bare lige", det kræver en stor mental indsats, og også sommetider kvalificeret hjælp fra andre. Og hvis du fanger dig selv i at sige "jeg kan bare ikke lade være", så forstil dig at der pludselig stod en med en pistol for din tinding og sagde "Hvis du klikker på det billede, skyder jeg dig!" - ville du så kunne lade være? - Hvad var svaret?

Endnu en grund til at se fortiden i øjnene

Jeg har lige fat i en god bog....

I bogen "Parenting from the inside out" (på dansk Forælder indefra) nævner Daniel Siegel og Mary Hartzell nogle ting, som virkelig giver begrebet "arvesynden" en ny betydning for mig. Det sætter også fingeren på det, som man ser, når man igennem arbejdet med familiediagrammer, ser hvordan ting breder sig fra generation til generation. I bogen skriver de blandt andet: "Hvis du har haft en vanskelig barndom, men har fået bearbejdet og fået en forståelse af den, er du ikke bundet til at genskabe de samme negative samspil med dine børn. Videnskaben har vist, at uden denne selvforståelse, vil historien sandsynligvis gentage sig, når negative mønstre bringes videre gennem generationer".

I dag ved man, hvor stor betydning det har for børns opvækst, at vi som forældre er i stand til at relatere os til dem på en ordentlig måde. Vi ved også, at børn har det med at fremprovokere mange frustrationer i os, fordi de uforsætteligt ofte er dem, der kommer til at trykke på de skjulte knapper, der aktiverer og genskaber fortidens smerte hos os som forældre. Er vi ikke bevidst om vores egen fortid, reagerer vi ubevidst på baggrund af de kraftige følelser, der vækkes til live, og vore børn (eller partner) er ofte den, vi læser det af på.

Som forælder og terapeut må jeg sige, at det er en bog, der er værd at læse - det gør ind i mellem ondt, når man som jeg, må erkende, at man ikke altid har gjort det lige godt. Men det er aldrig for sent at gøre det bedre - fra nu af.

Husk erotikken - også når i ikke har sex

Alt for mange par, har parkeret erotikken til de tidspunkter, hvor man har tid og overskud til sex. 

Derved kan det, at have sex sammen blive en "opgave" mere end en lyst. Det kan være som at køre bil, og pludselig skifte fra 1. til 5. gear, og springe alle dem imellem over.

Hvis du kan genkende dette fra dit parforhold, er mit forslag til jer, at I begynder at fokusere på den erotik, der skal ligge mellem de gange hvor i har sex sammen. Og erotik kan være mange ting - det kan være særlige former for berøring. Det kan være et særligt blik, en fræk bemærkning, en fræk SMS besked etc.  På den måde, kan i opleve at der i jeres forhold kommer en erotisk grundtone - en gnist, der  får forløsning, de gange hvor i så har sex.

Første trin: Snak om, hvad i egentlig oplever som erotisk hver især

Andet trin: Begynd at gøre de ting...

"Hvor svært kan det være" fristes man næsten til at sige. Men jeg ved godt, at det kan være svært, når erotik konkurrer mod en dagligdag med travlhed, arbejde, børn m.v. Eller som ramler ind i en naturlig generthed i forhold til at sætte ord på erotik. Så bær over med jer selv, hvis det ikke er lige i skabet første gang. Bliv ved, giv det en chance til - det er det værd ;-)

Tænk på en du holder af :-)

Det er meget interessant at tænke på, at en af de gode teknikker til at reducere stress med er, at sætte sig ned og lukke øjnene et øjeblik, og tænke på en man holder meget af.

Forskningen viser os, at dette skulle udløse tilknytningshormonet oxitocin, som bla. har en blodtrykssænkende effekt, og den effekt, at det reducerer kroppens stressreaktion.


Prøv det eventuelt et øjeblik for dig selv. Har du børn, kan du f.eks. tænke på dem, som de var da de var 3-5 år gamle, eller du kan tænke på din partner, når han/hun er allermest kærlig og omsorgsfuld.

God fornøjelse :-)