Hvis sexlysten er forsvundet?

Det seksuelle samvær og den intimitet, der ligger i dette er en vigtig bestandtdel i mange parforhold, og forsvinder denne del, opleves det ofte som et savn.

Der kan selvfølgelig ligge dybere årsager til, at den ene part mister lysten til intimitet og sex, f.eks. kan en barndom med overgreb føre til, at det seksuelle bliver meget svært senere i livet, og paradoksalt nok, kan det være noget, som først viser sig, når parforholdet er etableret og trygt (for mere om dette henvises til anden litteratur, f.eks. bogen ”Spøgelser i ægteskabet” af Clark Barshinger, Lojan LaRowe og Andres Tapia).

Manglende lyst kan også opstå som en følge af stress, eller som bivirkning ved indtagelse af visse former for medicin.

Men i mange situationer handler det om, at vi ”mister drivet” i det seksuelle, og gradvist mister lysten – ”orker jeg?” bliver det dominerende spørgsmål, når den ene part har lyst kl. 23.00 – ”Hvad hvis børnene vågner?” tænker den anden, og på den måde udskyder man til ”mere passende tidspunkter” – som desværre nogen gange udebliver. I nogen forhold bliver sex noget, der får prioritet efter ”rent køkken”, ”støvsugning af bilen” og andre praktiske gøremål, så al den gode energi brændes af på kedelige opgaver, som skal ordnes før, den sidste rest af energien kan bruges på intimiteten.

Der findes også parforhold, hvor sex bliver en ”handelsvare”. Generaliseringen er, at manden ”får sex”, når han har gjort sig fortjent til det. Så sex bliver til noget den ene får af den anden ved særlige lejligheder, eller som udebliver, når vedkommende skal straffes, i stedet for at være noget, som begge parter nyder og har glæde af.

En aftagende seksuel aktivitet i parforholdet kan i værste fald sætte gang i en ond spiral i forholdet, hvor den ene part begynder at føle sig mindre attraktiv eller afvist, hvis initiativer til sex, ikke mødes positivt af den anden part. Og det kan i sidste ende få den, der udviser initiativ til at trække sig, og søge andre udveje.
En af grundende til, at vi oplever en større sexlyst i forelskelsesfasen er, at vi har mere sex! Dvs. der er tale om en selvforstærkende effekt. Jo mere sex – jo mere lyst til sex – jo mindre sex – jo mindre lyst til sex. Så nogen gange handler det ”bare” om at komme i gang. At give sig selv lov til at blive stimuleret, at overvinde trætheden og give sig hen, at sætte tiden af til det osv., og så opleve at lysten på den måde kommer tilbage.

For andre par, kan vejen tilbage til et tilfredsstillende sexliv være mere krævende og f.eks. inkludere særlige aftaler om hvordan man nærmer sig hinanden igen, inkludere ”sexfri dage”, øvelser i nærhed og intimitet etc.

For spørgsmål eller kommentarer til dette indlæg se www.steenrassing.dk

Historien gentager sig

I de seneste år, har der været veldigt fokus på vores "tilknytningsmønstre", dvs. hvordan vi bærer os ad, når vi er sammen med mennesker, der betyder noget for os. Vores tilknytningsmønstre etableres allerede i vores tidlige barndom i de relationer vi har til far, mor og andre vigtige omsorgspersoner.

Forskning viser at de tidlige tilknytningsmønstre er noget, vi tager med os ind i voksenlivets nære relationer, ikke mindst i relationerne til vores partner og vores børn.

Er vi heldige, oplever vi en tryg/sikker tilknytning, der giver en tryg og sikker base og oplevelse af sikkerhed, kompetence og livsmod i vores møde med andre mennesker i voksenlivet.


Men ofte kan opvæksten også give os nogle mere smertefulde tilknytningsmønstre, som betyder at vi i parforholdet kan opleve frygt enten ved nærhed, eller hvis vi føler mangel på samme. Og hvor vi hver især har udviklet overlevelsesmekanismer til at klare svære situationer. F.eks. at trække sig hvis andre kommer for tæt på, eller hvis vi har svært ved at komme tæt på andre. Eller at "hage sig fast" til andre, når kontakten endelig er der, og vi er bange for at miste den igen. Eller vi har lært at være dygtige eller tilpasse os andres ønsker at behov for at "kunne få lov at være der". Disse mønstre er dybt integreret i vores måde at være sammen med andre på, og er også ofte roden til nogle af de problemer, der opstår hos et par.

Hvad oplever du selv, når din partner kommer for tæt på, eller du ikke kan mærke hans/hendes nærvær? Dette kan give dig et hint om, hvad du har lært, for at overleve.

Spørgsmål eller kommentarer til dette indlæg - se www.steenrassing.dk for kontaktoplysninger.

Kan vil lære at blive bedre til at være i parforhold?

Ja - det er jeg overbevist om. Mange af de problemer vi selv er med til at skabe i vores parforhold, skyldes manglende forståelse for os selv og den anden, kombineret med manglende indsigt i, hvordan det kan gøres anderledes.

Jeg har derfor valg at etablere et kursus for par - kaldet "Det bevidste parforhold", der starter 12/10, og som kører over 5 aftener. Det udbydes i samarbejde med aftenskolen LEA (www.aftenskolenlea.dk), hvor man kan se pris, datoe og sted, og tilmelde sig forløbet

Målgruppe
Kurset henvender sig til par, der ønsker ny inspiration og udfordringer til en aktiv udvikling af parforholdet hen mod det "bevidste parforhold". Det "bevidste parfor 9hold" er et parforhold, hvor begge parter aktivt forholder sig til, og tager ansvar for at skabe tryghed, glæde, nærhed og de andre ting vi ønsker os i parforholdet.

På kurset kan du deltage med din partner, eller med en god ven/veninde, som du har tillid til.

Form
Formen på kurset vil være en kombination af teoretiske oplæg krydret med historier fra det "virkelige liv", øvelser og hjemmeopgaver.
I de af samtaleøvelserne undervejs, hvor det går ind i personlige forhold, vil de enten foregå alene, eller med din medbragte partner, og det vil således foregå i fortrolighed mellem jer. Man bestemmer således selv, hvad man ønsker at dele med resten af holdet.
Emnerne er bl.a.
• Hvad er det, der karakteriserer parforhold, der holder
• Udviklingen fra forelskelsen til det bevidste parforhold - Hvad er det, vi tiltrækkes af?
• Hvordan kan konflikter ses som en positiv mulighed for vækst?
• Hvordan kan vi blive bedre til at tale sammen?
• Parforholdets symbiose – jeg ved hvad han/hun tænker og føler
• Hvordan passer vi på os selv - Er du en blæksprutte eller en skildpadde?
• Hvordan kan vi bede om det vi ønsker?
• Når det bliver ”leverpostej” – hvad gør vi så?
• Utroskab og andre flugtveje
• Hvordan bevarer vi det sjove og spændende?

Hold fast i det, der giver glæde!

I forelskelsen er et par som regel rigtig gode til at foretage sig ting sammen, som er sjovt, og som skaber glæde i forholdet. Det er som om mange glemmer dette, når forelskelsen glider over i hverdagens travlhed. Undskyldninger er der mange af - for lidt tid, orker ikke, børnene kræver... etc. etc.

Vil du gerne give dit parforhold en "vitam indsprøjtning", så er det et godt sted at starte. Genfind noget af det, I holdt af at foretage jer sammen. Forbered små overraskelser for hinanden, grin sammen, gør skøre ting sammen. Og du kan tage initiativet allerede i dag ;-)

Har du kommentarer eller spørgsmål til dette indlæg, kan du finde mine kontaktoplysninger på www.steenrassing.dk

Skal et parforhold bevares?

Personligt mener jeg ikke, at man skal blive i et parforhold/ægteskab for enhver pris, men man må være opmærksom på, at der også altid er en pris at betale, når man vælger at forlade det.

Særligt når der er børn involveret, dokumenterer psykologiske undersøgelser, at en skilsmisse har store konsekvenser for børn. I Forskningsnyt fra Psykologi, april 2006, opsummeres følgende negative konsekvenser, som børn oplever af forældres skilsmisse:
1) Flere psykiske lidelser præget af angst og depression
2) Mindre uddannelse
3) Flere kropslige lidelser
4) Flere skilsmisser i egne parforhold senere.

Ovenstående er udslag af undersøgelser og statistik, så selvfølgelig findes der (heldigvis) også skilsmissebørn, der ikke rammes på disse måder.

Også for de voksne har det sin pris, at opløse et parforhold, der ud over stærke følelser også rummer tab af drømme, tab af identitet og ofte også økonomiske tab.

Så som terapeut er mit budskab altid - "tænk jer om en ekstra gang" - og måske er det værd at arbejde for at få det til at fungere, inden I vælger at betale prisen for at bringe det til ophør.

Nogen gange vil prisen ved at blive i parforholdet være for høj. De åbenlyse situationer er, hvor der er vold og misbrug i forholdet, som ødelægger den ene part, og som også har store negative konsekvenser for børnene, som der kan være bedst tjent med at forholdet ophører. Men også i "almindelige" parforhold, kan den ene eller begge parter opleve, at parforholdet fører en ind i en spiral af negativ livskvalitet. Og det er desværre ikke altid muligt at udvikle det og vende bøtten, fordi vi enten er for forskellige, vil noget forskelligt, eller er kommet så langt ud, at vi har såret hinanden i en grad, hvor vi ikke længere kan finde forsoningen.

Så et andet budskab jeg plejer at komme med er "Gør noget før det er for sent". Det er altid lettere at rette op på det, der kører skævt, mens I har et overskud til det.

Skal et parfohold, der går skævt bevares, kræver det en stor målrettet indsats, at I prioriterer og sætter tid af til det og at begge parter er klar til at tage deres del af ansvaret for, at det kommer til at fungere igen.

Har du kommentarer til dette indlæg, kan du finde mit telefonnummer og mailadresse på www.steenrassing.dk

Offer eller overlever

Mange søger terapi i håbet om at kunne blive anderledes som mennesker, og fordi de føler sig som ofre for de omstændigheder, de har været udsat for gennem livet.

En af de ting, jeg gerne vil give folk med er, at de ikke er ofre, men at de er overlevere. Alle, der søger terapi, gør det, fordi de har overlevet det, de har været udsat for. Vi har alle udviklet vores måder at overleve på, men for nogen er prisen noget man må betale hele livet. Ofte er det de sider, der har gjort det muligt for os at overleve, som senere får os til at gå i terapi, når vi oplever at de hæmmer os i nære relationer.

Som led i terapien er det vigtigt at erkende og annerkende den positive funktion disse sider har haft. Dvs. at kunne tage dem ind, og sige "hold da op, hvor har jeg været en kreativ dreng/pige", og "hvor har det dog været godt for mig at jeg har kunne....". Dette hjælper dig med til at føle dig som den overlever du er, og det er med afsæt i denne overlevelse, man kan begynde at kigge på, om du nu som voksen, kan lære nye måder at agere på, så du ikke længere skal overleve, og i stedet kan begynde at leve!

Et godt sted at starte for dig selv, kan være at kigge på en af de sider ved dig selv, som du gerne ville lave om. Og spørg så dig selv: "Hvordan har det været nyttigt for mig at kunne dette?" "Hvad ville der være sket hvis jeg ikke havde kunne dette?". Og giv så dig selv et lille skulderklap for, at du som barn har været så kreativ, at du har kunne finde denne måde at overleve på.

Skulle du have spørgsmål eller kommentarer til dette indlæg kan du finde min e-mail adresse på www.steenrassing.dk

Parforholdet kan læge barndommens sår

Det er interessant, at nogen ser parforholdet som det sted, hvor vi kan læge barndommens sår, og udvikle os til vores fulde potentiale. Og de konflikter vi oplever, kan være de "døre", der giver os adgang til udviklingen.

Der ligger mange bevidste og ubevidste motiver bag vores valg af partner, og sammenholdt med nogle af de fysiologiske mekanismer (duft, kropstræk etc.) må man sige at det ikke er enkelt.
Psykologiske teorier peger på, at en af de ubevidste drivkrafter på det psykologiske plan er, at vi forelsker os i en partner, som:

1. Viser nogen af de sider, vi selv har undertrykket i vores opvækst. Dvs. har jeg selv svært ved at vise følelser, tiltrækkes jeg af en partner, der har let ved det. Er jeg meget tænke type, vælger jeg en, der er god til at handle. Har jeg det svært med kroppen, vælger jeg en, der er meget kropslig etc.
2. Har nogle af de samme smertepunkter i sin udvikling, men som har lært at håndtere dem anderledes.
3. Har nogle af de negative sider som vores forældre havde. Denne del er meget spændende, idet den altså siger, at vi ubevidst søger en partner, som vil være i stand til at gentage nogle af de samme negative mønstre, som vi oplevede hos vores forældre.

Så vi "skaffer os" altså en partner, hvor vi kan være ret sikre på at vi vil opleve konflikter, når den første forelskelse er overstået. Forskellen er blot, at dengang du i din barndom oplevede disse konflikter, valgte du nogle overlevelsesstrategier, som gav mening for et barn. Når du møder konflikterne som voksen, vil du næsten per automatik gentage barndommens overlevelsesstrategier, men som voksen har du en mulighed for at justere dem, så de bliver mere hensigtsmæssige i forhold til det, du ønsker dig af din partner.

For at give et forenklet eksempel på dette, kan man betragte pige, som savner opmærksomhed fra sin far som lille. Den manglende opmærksomhed fra hendes far vendes indad (faderen er jo perfekt), til en overbevisning "jeg er nok ikke god nok", og hun finder hurtig ud af, at holde sig for sig selv, og trække sig væk fra faderen, for ikke at mærke smerten over den manglende opmærksomhed. Overlevelsesmekanismen - at trække sig, når man savner opmærksomhed - tager hun med sig ind i sit parforhold. Hver gang hun savner opmærksomhed fra sin mand, lukker hun sig inde i sig selv, går ud og shopper eller trækker sig på andre måder væk. Og derved gentages mønstret igen og igen. Og partneren oplever måske endda at hun ikke er interesseret i ham. Vi er faktisk rigtigt gode til at agere på en måde, så vi præcist ikke får det vi savner aller mest.

Hvis hun nu som voksen blev opmærksom på behovet "at få opmærksomhed", og hun blev i stand til at formulere dette behov for sin partner, kunne partneren i stedet lære at give hende den opmærksomhed hun længtes sådan efter. Derved ville nogle af hendes barndomssår kunne læges, og han ville sandsynligvis også begynde at udvikles sig til en mere opmærksom partner.

På den måde kan man parforholdet vokse sammen, frem for at vokse fra hinanden.

Har du kommentarer eller spørgsmål til dette indlæg, kan du på www.steenrassing.dk finde e-mail adresse og telefonnummer.

Det ikke kun det du siger...

Der er lavet undersøgelser af, hvilke faktorer der øger sandsynligheden for at et parforhold vil holde. En af disse faktorer er, at man forstår at udtrykke kritik af partneren på en hensigtsmæssig måde. Dvs. det at holde al kritik for dig selv er ikke en god strategi, hvis du vil bevare dit forhold.

Men ... men ... men ... sommetider er det måske værd at overveje hvilken form for kritik der skal på banen, og hvornår. Kærlighed i et parforhold er karakteriseret ved kærlige handlinger, og der kan faktisk ligge rigtig megen kærlighed bag alt det du vælger at lavde være med at sige til din partner. Når vi er tætte på andre mennesker vil der i sagens natur dukke alle mulige småting op, som irriterer os, og hvor man føler en trang til at gå rundt og småbrokke sig "du sætter aldrig din kop i maskinen", "hvorfor er det aldrig dig, der laver kaffen?, "hvorfor sætter du aldrig en ny skraldepose i?", "hvorfor skal du altid stille dine sko i gangen etc. På den lange bane kan der bag ved småbrokkerierne være dybere betydninger, som det selvfølgelig er værd at få talt sammen om. Men måske skal man bare en gang i mellem stoppe op, smile og vise sin kærlighed til partneren ved at stille koppen eller skoene på plads, og gemme kritikken til en anden god gang. Prøv det en uge, og læg mærke til, hvordan det kan forandre stemningen i parforholdet, når de små daglige kritikpunkter fjernes.

Har du kommentarer eller spørgsmål til dette indlæg, kan du finde e-mail adresse og telefonnummer på www.steenrassing.dk

Vrede og tilgivelse

Vrede er en af de følelser, som hjælper os til at sætte grænser, når noget går os for nær. Vreden er derfor, når den udtrykkes hensigtsmæssigt i forhold til situationen, derfor en positiv ting, som kan være med til at styrke os selv og hjælpe os med at sige fra overfor ting, vi ikke vil finde os i, og som er smertefulde for os.

I dag stødte jeg på en interessant metafor for vreden. Jeg lyttede til en prædikant ved navn Joyce Mayer, der talte om vreden. Hun brugte et udtryk "Vedvarende vrede er som en gift man selv indtager i håbet om at den skader modparten". I dette udtrykker hun, hvor skadelig vedvarende vrede er for os selv - både på det psykiske og på det fysiologiske plan. Hun koblede dette sammen med vigtigheden af at kunne tilgive, idet tilgivelsen sætter en selv fri for den påvirkning som vreden giver ind i ens eget liv.

Dette var for mig en meget meningsfuld måde at udtrykke det på, som også er en del af den terapi der foregår, når med mennesker eller par, hvor vreden fylder meget. Det er naturligt for de fleste, at de reagerer på et ord som "tilgivelse" og at de har svært ved at skulle tilgive den eller de personer, der har gjort dem ondt. At tilgive er ikke det samme som at bifalde eller acceptere. Så gennem tilgivelsen siger vi ikke at handlingen var ok og tilgivelsen er heller ikke grønt lys for at den anden kan fortsætte med at overskride vores grænser. Men tilgivelsen er i bund og grund at sætte sig selv fri, og give slip på det negative bånd som det lægger ned over relationen, når man skal gå og være vred over fortidige begivenheder.

Men måske er det en tanke værd - går jeg selv bundet af vedvarende vrede overfor personer i mit liv? Hvad vil det koste mig at tilgive dem? Hvad vil det give mig, at kunne sætte mig selv fri?

Har du spørgsmål eller kommentarer til dette, kan du på www.steenrassing.dk finde både mailadresse og telefonnummer.

Start på blog

Dette er første indlæg i min blog, hvor jeg vil dele mine tanker, ideer og erfaringer omkring psykoterapi og parterapi. Man kan læse mere om mig, det jeg tilbyder osv. på mit websted www.steenrassing.dk. Her kan du også skrive til mig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til de ting, jeg skriver om på bloggen.

Ideen med min blog er at inspirere og sætte tanker igang, som andre måske kan bruge på den vej i livet de er inde på.