Hengivelse eller opgivelse?

I et parforhold kan det være en udfordring at kunne være der for den anden, uden at opgive sig selv. Parforholdet næres blandt andet gennem kærlige handlinger - dvs. når vi hver især rækker ud og gør noget, som er med til at gøre vores partner tryg eller glad.

Hvad hvis det kræver at man gør noget, som man egentlig ikke har lyst til, eller som kræver at man går mod egne behov? Er det så ikke at opgive sig selv? Gør det overhovedet partneren glad, hvis han/hun kan se, hvor lidt man har lyst til at gøre det, man gør?

Det kan være vigtigt at være opmærksom på hvornår du gør noget, der kræver at du opgiver dig selv. Når du gør noget af skyld, skam, frygt for partnerens reaktioner etc. er det en indikation af, at du måske er på vej til at opgive noget af dig selv, for at kunne være med din partner.

Det virker helt anderledes, når de kærlige handlinger udspringer af et inderligt ønske om at glæde partneren og gøre noget godt for forholdet.  Og det kræver nogengange en beslutning om at gøre noget, som jeg ellers ikke lige ville gøre. En beslutning, som indebærer at jeg selv tager ansvaret for det jeg vælger at gøre, og ansvaret for at jeg gør det af lyst - ikke nødvendigvis af lyst til handlingen selv, men af lysten til at gøre noget godt for partneren.

Så næste gang min ægtefælle spørger om jeg vil med ud og shoppe, vil jeg beslutte mig for om jeg har lyst til at glæde hende. Hvis jeg har det, vil jeg gå med, og vise at jeg nyder at være sammen med hende og nyder at se hendes glæde over at vi gør det sammen :-)

Og du vil blive overrasket over, hvor meget du får tilbage, når du er den, der tager initiativ til at overøse din partner med kærlige handlinger - god fornøjelse.