Lyst eller lyst?

En ting, jeg ofte er stødt på, når jeg arbejder med parterapi, hvor temaet er det seksualitet og intimitet er begrebet "at have lyst". Og jeg oplever, at to ting måske blandes sammen i en og samme tanke - i et og samme begreb.

Den ene ting, lyst handler om, er den seksuelle lyst, tændingen, med alle kroppens seksuelle signaler aktiveret. Den anden lyst som er noget andet er, lysten til at få den seksuelle lyst.

I mange parforhold oplever partnerne at der er forskel på, hvor hurtig den seksuelle tænding fungerer. Generaliseringen er, at mænds seksualitet gør, at de får hurtigere seksuelt lyst end kvinder, hvor tændingen sker gradvist og over længere tid. Det er generaliseringen - i nogle forhold er det også omvendt. Men det ændrer ikke ved problemstillingen.

Hvad så, hvis man er den, der har den langsomme tænding, som har brug for nærhed, berøring, kys og alt det andet for at få tændt den seksuelle lyst - hvordan kan man være den, der tager initiativet - når den seksuelle lyst, faktisk først kommer når man er "gået i gang"?

For nogen er det en hjælp, i stedet at fokusere på den anden form for lyst - lysten til at få seksuel lyst, eller lysten til at opleve intimiteten sammen med partneren, dvs. den lyst der går forud for den seksuelle tænding. Så måske er det legalt at sige til sin partner - "Jeg har lyst til at få lyst sammen med dig, så skal du med...", og så overgive sig til at lade den seksuelle lyst udvikle sig i samværet...