Søg i denne blog

onsdag den 28. august 2013

Tør vi være afhængige?

Ordet "afhængighed" har for mange en negativ klang. Og der har da også i den psykologiske verden i mange år været fokus på at vi skal udvikle os til at være selvstændige individer, der kan stå på egne ben, som kan klare sig selv og ikke er afhængig af noget eller nogen andre.

Derfor er det interessant, når den nyere forskning omkring tilknytning mellem voksne mennesker og kærlighedens funktion, faktisk har fokus på at vi som mennesker er født afhængige, og at denne afhængighed faktisk fortsætter i en form, også ind i voksenlivet, at den endda er af vital betydning for vores trivsel - og ja - overlevelse.

Psykologiske undersøgelser peger på at livslængden er længere og lykkefølelsen er større hos dem, der har en tryg hav i form af et godt parforhold. Andre undersøgelser peger på at smerteoplevelsen bliver mindre, når vi holder en vi har kær i hånden.  Og udsigten til at komme sig efter kriser og traumatiske sår er også langt større, når man har mennesker, man har en nær og tryg tilknytning til. Så som voksne er vi grundlæggende afhængige af den trygge og sikre havn, som en partner kan tilbyde os.

Hvorfor er det så svært for mange?
Ikke alle har oplevet den trygge havn i deres opvækst, så derfor har mange af os udviklet forskellige overlevelsesmekanismer - f.eks. at "gøre sig selv stærk", "at kunne stå på egne ben" etc. som var nødvendige dengang. Måske var der ikke nogen som var parat til at gribe eller støtte dig, når tingene var svære, så du måtte lære at klare det selv, måske ved at blive god til at skubbe smerten til side. Nogle har  lært, at det at tage imod og læne sig op ad et andet mennesker har for store omkostninger, det kræver at man laver for meget om på sig selv, eller at man lader sig invadere. Og nogen har, trods en grundlæggende tryghed og tillid, oplevet partneres svigt, som sår tvivlen på, om man nogensinde tør åbne sig igen.

At læne sig op ad en anden, at turde vise sårbarhed og at turde være afhængig af et andet menneske kræver derfor for mange en masse mod, og en hel del øvelse. Men vælger du at løbe risikoen, vælger du at mærke sårbarheden, og sammen med din partner være "gensidigt afhængige" af hinandens omsorg, støtte og kærlighed, så kan gevinsten være et parforhold, som udgør en sikker havn, som danner et fundament, det betyder at man kan begynde at udvikle sig på helt nye måder - som par - og om individ.

Vi har brug for hinanden. "No man is an island", skriver John Donne. Bedre kan det ikke siges. Vi hænger sammen og har brug for hinanden.

tirsdag den 30. juli 2013

Har du været i parforhold med en psykopat?

Mennesker, der i kortere eller længere tid har været sammen med en partner med psykopatiske træk, og er kommet ud af forholdet, oplever ofte at forholdet har haft store omkostninger, bla. i form af:
- At ens selvværd er stærkt reduceret
- Man føler sig følelsesmæssigt og fysisk "tømt"
- En stærk skamfuldhed over at ens grænser er blevet skubbet
- En dyb undren over, at man ikke har fået sagt fra før

og paradoksalt nok også, en dyb længsel efter de charmerende og forførende sider psykopaten viser, når et nyt "objekt" skal erobres, og den måske helt fantastiske sex, der også har fulgt med.

Jeg har flere gange hørt beretninger om dette fra mennesker, jeg møder i mit virke som psykoterapeut,  som er overlevere efter mødet med psykopatiske partnere.
Der er skrevet flere gode bøger om emnet. Jeg har netop læst Sylvie Selands bog "I misteltenens magt", som er en personlig beretning om hendes samliv med en psykopat. En af de ting, der slår mig, er den frustration hun oplever ved, at kun få kan forstå hvad det vil sige at komme ud af sådan et forhold, med mindre man selv har været i det. Bogen indeholder også en omfattende litteraturliste om emnet. Bogen er skrevet i en meget letlæselig form, og det er en bog jeg klart kan anbefale dig at læse, uanset om du er mand eller kvinde, hvis du selv har haft lignende oplevelser.

mandag den 17. juni 2013

Kan en enkelt episode overskygge det gode i parforholdet?

Det er tankevækkende, men ikke desto mindre noget, man må forholde sig til, at enkeltepisoder i et parforhold sommetider kan komme til at overskygge hundredevis af gode oplevelser.

Forskning og kliniske erfaringer viser, at hvis den ene af parterne bærer rundt på en situation, hvor man har været ekstrem sårbar og truet, og man har oplevet at den anden part, ikke har været der for en, så kan det skabe så stærke følelser af svigt og utryghed, at det fremover kan bremse intimiteten og tilliden i parforholdet. Denne type situationer kan bryde selv den bedste stemning, i situationer hvor den part, der har følt sig svigtet er i kontakt med denne tidligere situation.

I nogle situationer har partneren selvfølgelig en forståelse for svigtet, f.eks. i forbindelse med utroskab el. lignende, men ofte er der tale om situationer, som partneren egentlig ikke oplever som så alvorlige - "der skete jo ikke noget, du klarede det". Det kan være situationen, hvor man blev bange for en knude i brystet, men hvor ens man har slået det hen med  et "vent lige og se om det er noget", hvorefter han har trukket sig væk. Det kan være situationen hvor konen har været på forretningsrejse, mens manden oplever at det hele ramler sammen om ørerne på ham derhjemme, men hvor hun slår det hen med "se du klarer det jo nok". Det kan være situationen hvor manden er til fest og ikke til at få fat på, lige der hvor vandet går, og en akutfødsel går i gang 2 uger før tid, og hvor han bare ikke er der.
Ovennævnte situationer er situationer, hvor partneren måske ikke har forstået at man virkelig har brug for støtte, og hvor svigtet måske sker uforsætteligt. Det kan selvfølgelig være endnu værre, hvis partneren bevidst nægter at være der for en på kritiske tidspunkter. Resultatet er, at man har været ekstrem sårbar, og har haft brug for følelsesmæssig støtte og forståelse fra den, der står en nærmest, og han/hun har bare ikke forstået det og ikke været der.

Hvis man ikke får bearbejdet denne type episoder, kan de ofte blive hængende som en truende skygge over hele parforholdet, og bremse for intimitet. Den, der har følt sig svigtet har svært ved at stole på at partneren vil være der, når man har brug for det. Og det er en af de basale ting i et parforhold - at vi tør stole på at vores partner vil være der, når vi har allermest brug for det.

Måske har I denne typer episoder, som en af jer bærer rundt på. Episoder, som det er værd at tale om igen, hvor det er vigtigt, at den der har følt sig svigtet oplever en forståelse fra partneren for, hvor hårdt det må have været, og hvor smertefuldt det har været at mangle sin partner. Lydhørheden, forståelsen og empatien fra partneren side er nøglen til at hele disse fortidige sår. Dette er vejen til at få "afgiftet" dette, så i igen kan få intimiteten og tilliden tilbage.

mandag den 10. juni 2013

Kan du modstå fristelser?

Hvor let har du ved at modstå fristelser? 
Nogle gange kan det være fint at leve efter Mae Wests ord "Den letteste måde at overkomme fristelser på, er ved at give efter for dem!". 

Men når fristelserne er noget, som kan betyde problemer for en selv, eller ens parforhold er det måske ikke den mest hensigtsmæssige måde at gøre det på.

Hjerneforskningen viser os (læs f.eks. David Rocks bog: Your Brain at Work), at evnen til at stoppe impulser, og dermed give efter for fristelser, er en ret krævende ting. Et eksperiment hvor folk placeres i et rum med fristende chokolade, og efterfølgende udsættes for en vanskelig opgave viser, at blandt dem, der modstår fristelsen overfor chokoladen er en større tilbøjelighed til at give op, overfor den efterfølgendes svære opgave. Og det er jo interessant. Det, og andre undersøgelser viser, at det er ret energikrævende at modsætte sig en impuls, og jo længere tid der går, jo mere bliver vi svækket i vores modstandskraft, og jo mere tilbøjelige til at give efter alligevel.

Jo tidligere du kan fange impulsen, og gøre noget ved den jo bedre. Samme øjeblik som du mærker lysten til chokolade, spil, alkohol, en kvinde som du ser på dit arbejde - eller det, som du gerne vil lære at kontrollere impulsen overfor - er kunsten at træffe den mentale beslutning"NEJ!" og så flytte dig væk fra fristelsen. Og om muligt undgå at udsætte dig for den igen. 

Så med risiko for at lyde alt for enkel og måske lidt frelst: Så hvis du vil undgå at drikke alkohol, skal du måske ikke lige gå på værtshus og drikke en sodavand bare for hyggens skyld; vil du undgå at spise for meget chokolade, skal du måske ikke stå og kigge på udvalget af chokolade i supermarkedet eller lade chokolade ligge fremme derhjemme; hvis du ikke ønsker at være utro, skal du måske ikke invitere ham eller hende, som vækker noget særligt i dig, med på cafe - bare jer to; hvis du ikke ønsker at kigge på porno, så er det måske ikke lige sagen at kigge på sider på internettet med for meget nøgenhed eller kigge i blade hvor dette udstilles. Fortsæt bare listen med de ting, du gerne vil afholde dig selv fra.

Og jeg ved godt at det ikke altid er "bare lige", det kræver en stor mental indsats, og også sommetider kvalificeret hjælp fra andre. Og hvis du fanger dig selv i at sige "jeg kan bare ikke lade være", så forstil dig at der pludselig stod en med en pistol for din tinding og sagde "Hvis du klikker på det billede, skyder jeg dig!" - ville du så kunne lade være? - Hvad var svaret?

torsdag den 30. maj 2013

Endnu en grund til at se fortiden i øjnene

Jeg har lige fat i en god bog....

I bogen "Parenting from the inside out" (på dansk Forælder indefra) nævner Daniel Siegel og Mary Hartzell nogle ting, som virkelig giver begrebet "arvesynden" en ny betydning for mig. Det sætter også fingeren på det, som man ser, når man igennem arbejdet med familiediagrammer, ser hvordan ting breder sig fra generation til generation. I bogen skriver de blandt andet: "Hvis du har haft en vanskelig barndom, men har fået bearbejdet og fået en forståelse af den, er du ikke bundet til at genskabe de samme negative samspil med dine børn. Videnskaben har vist, at uden denne selvforståelse, vil historien sandsynligvis gentage sig, når negative mønstre bringes videre gennem generationer".

I dag ved man, hvor stor betydning det har for børns opvækst, at vi som forældre er i stand til at relatere os til dem på en ordentlig måde. Vi ved også, at børn har det med at fremprovokere mange frustrationer i os, fordi de uforsætteligt ofte er dem, der kommer til at trykke på de skjulte knapper, der aktiverer og genskaber fortidens smerte hos os som forældre. Er vi ikke bevidst om vores egen fortid, reagerer vi ubevidst på baggrund af de kraftige følelser, der vækkes til live, og vore børn (eller partner) er ofte den, vi læser det af på.

Som forælder og terapeut må jeg sige, at det er en bog, der er værd at læse - det gør ind i mellem ondt, når man som jeg, må erkende, at man ikke altid har gjort det lige godt. Men det er aldrig for sent at gøre det bedre - fra nu af.

tirsdag den 21. maj 2013

Husk erotikken - også når i ikke har sex

Alt for mange par, har parkeret erotikken til de tidspunkter, hvor man har tid og overskud til sex. 
Derved kan det, at have sex sammen blive en "opgave" mere end en lyst. Det kan være som at køre bil, og pludselig skifte fra 1. til 5. gear, og springe alle dem imellem over.

Hvis du kan genkende dette fra dit parforhold, er mit forslag til jer, at I begynder at fokusere på den erotik, der skal ligge mellem de gange hvor i har sex sammen. Og erotik kan være mange ting - det kan være særlige former for berøring. Det kan være et særligt blik, en fræk bemærkning, en fræk SMS besked etc.  På den måde, kan i opleve at der i jeres forhold kommer en erotisk grundtone - en gnist, der  får forløsning, de gange hvor i så har sex.

Første trin: Snak om, hvad i egentlig oplever som erotisk hver især

Andet trin: Begynd at gøre de ting...


"Hvor svært kan det være" fristes man næsten til at sige. Men jeg ved godt, at det kan være svært, når erotik konkurrer mod en dagligdag med travlhed, arbejde, børn m.v. Eller som ramler ind i en naturlig generthed i forhold til at sætte ord på erotik. Så bær over med jer selv, hvis det ikke er lige i skabet første gang. Bliv ved, giv det en chance til - det er det værd ;-)

torsdag den 9. maj 2013

Tænk på en du holder af :-)

Det er meget interessant at tænke på, at en af de gode teknikker til at reducere stress med er, at sætte sig ned og lukke øjnene et øjeblik, og tænke på en man holder meget af.

Forskningen viser os, at dette skulle udløse tilknytningshormonet oxitocin, som bla. har en blodtrykssænkende effekt, og den effekt, at det reducerer kroppens stressreaktion.


Prøv det eventuelt et øjeblik for dig selv. Har du børn, kan du f.eks. tænke på dem, som de var da de var 3-5 år gamle, eller du kan tænke på din partner, når han/hun er allermest kærlig og omsorgsfuld.

God fornøjelse :-)

torsdag den 25. april 2013

Er det ok at brokke sig?

Det er tankevækkende, at nogle definerer succes i parforholdet ud fra, at hverken de eller deres partner nogensinde brokker sig, og at de undgår konflikter ved at glide af.

Undersøgelser peger på, at det er vigtigt at vi i parforholdet også giver plads til at udtrykke utilfredshed og uenighed. Og konflikter er også godt for et parforhold, når de fører til udvikling af parforholdet, og ikke sætter sig i en endeløs magtkamp.

Så udfordringen er ikke, at vi skal lære at tie stille når vi er utilfredse, eller synes noget andet end vores partner. Udfordringen er at lære at udtrykke det, så det ikke kommer til at lyde som en anklage. der er f.eks. forskel på at sige "Jeg synes ikke du giver mig nok opmærksomhed" til at sige "Jeg længes efter mere opmærksomhed fra dig" eller at gå fra at sige "Hvordan kan du dog mene det, enhver idiot kan da sige sig selv, at man ikke kan tænke sådan" til en blødere formulering som "Jeg kan godt høre, hvordan du ser det, og samtidig må jeg sige, at jeg ikke er enig".

Så læg mærke til hvordan du/i formulerer jer, når i er utilfredse med noget, eller uenige. Gør i det, uden at det bliver et angreb på eller en nedgørelse af partneren?

Og så vil jeg da lige placere en lille reklame for et web-baseret kursus, jeg netop har lanceret. Det handler netop om konflikter i parforholdet. Det indeholder videopræsentationer og en masse øvelser, der giver mulighed for at få andre måder at håndtere konflikter på. Du kan læse mere om det på www.dchp.dk


søndag den 7. april 2013

The power of life or death for any relationship is in your mouth

Så stærkt udtrykkes det af Jimmy Evans.

Og det fantastiske er, hvor meget godt vi kan så og høste i vores parforhold, gennem positive, omsorgsfulde, kærlige og anerkendende ord og udtryk, og omvendt hvor meget vi kan ødelægge forholdet gennem tavshed eller negative ytringer og udtryk. Forskning viser os også, at balancen mellem de positive og de negative ytringer er en stærk indikator for parforholdets overlevelse.

Hvad sår du selv i dit parforhold?

Og jeg ved, at det er ikke altid lige let. Når vi er sårede, bitre, bange etc. er det nogle gange svært at udtrykke kærlighed. Og netop der, er der måske allermest brug for det. Husk på, at ord kan slå hårdt. Og måske er du eller din partner oven i købet vokset op med verbale krænkelser, eller i en familie hvor det at udtrykke anerkendelse var svært.

Forskning viser, at vi nogle gange selv udelukker os fra det, vi har allermest brug for. Så når vi savner partnerens nærhed, skaber vi afstand gennem tavshed og negative ytringer, i stedet for at sige "Jeg savner dig, og har brug for et kram". Har vi haft en konflikt, vil vi i hvertfald ikke være den første til at række ud og sige "undskyld at jeg sårede dig", selvom vi pines af afstanden.

Hvor kan du starte?

Jeg møder mange, der funderer over udtrykket "jeg elsker dig". De spekulerer over, om det skal føles på en bestemt måde, for at kunne sige det. Men måske er udtrykket "Jeg elsker dig" ikke så meget en følelse som en beslutning, en beslutning om, at jeg vil være sammen med dig - i medgang og i modgang  - når det er let i parforholdet, og i de perioder hvor det er svært.

Så måske er det et sted at starte, med et forsigtigt "Jeg elsker dig". Og mens du gør det, kan du tænke på, alle de andre anerkendende ord, du kan sige til din partner. Hvad er det han/hun sommetider gør, som du værdsætter, men som du aldrig får sagt tak for? Kom i gang med at så positive frø, så I sammen kan høste et mere trygt og kærligt parforhold :-)

Husk "The power of life or death for any relationship is in your mouth!".

Læs mere på mine hjemmesider www.dchp.dk.

tirsdag den 19. marts 2013

Konfliktmønstre i parforholdet


Der er tre typiske mønstre, som går igen, når konflikter i parforholdet bliver svære at håndtere:


Mønster 1: De gensidige beskyldninger
Det karakteristiske for dette mønster er, at parterne er optaget af, gensidigt at bebrejde og beskylde hinanden.  Man skælder ud på hinanden, og er optaget af at ”vinde” konflikten. 

Ofte vil begge parter forsøge at overgå hinanden med argumenter, eksempler fra fortiden, generaliseringer, nedgørende ord, og med stemmekraft, og der vil således være tale om en konflikt, der bare eskalerer og eskalerer i forsøget på at få placeret ”skylden” for problemet/uoverensstemmelsen. I denne type konflikt er det ikke ualmindeligt, at man bliver nedladende overfor sin partner, og laver ”karakterangreb” som ”du er en idiot, der ingenting forstår!”, ”du er totalt afstumpet og uden empati, når du ikke kan forstå at du tager fejl!”. Og disse ord afspejler det billede, man har af partneren – i situationen. I det øjeblik dette konfliktmønster fylder meget i forholdet, kan det derfor være svært at fastholde et mere nuanceret og positivt billede af partneren.
Konflikten stopper først, når energien er udtømt, eller når den ene part i vrede smækker døren og går.

Dette konfliktmønster udvikler sig ofte over i et af de øvrige mønstre, når den ene af parterne ikke længere ”orker” at blive i kampzonen, og derfor begynder at trække sig. 

Mønster 2: Klagen og tilbagetrækning
Det karakteristiske ved dette mønster er at den ene part altid fremstår som krævende og den, der brokker sig, mens den anden part, altid forsvarer sig og trækker sig i protest over brokkeriet.

Brokken og bebrejdelserne vil typisk handle både om stort og småt, og den bebrejdende part, har typisk en ret god hukommelse for alle de ting i fortiden, der heller ikke var i orden.
Kigger man ind bag dette konfliktmønster møder man ofte to mennesker, der føler sig meget alene. Den ene part, som er den der klager, har ofte oplevelsen af, ikke at kunne få kontakt med partneren, at partneren ligesom bare trækker sig mere og mere væk. Man er altså drevet af en længsel efter større nærhed i forhold til partneren. Partnerens trækken sig, kan udløse følelser af, ikke at være betydningsfuld eller frygten for at partneren forsvinder (primære følelser), som så udløser sekundære følelser af frustration og vrede, der kommer ud i form af bebrejdelser.

Hos den anden part hører jeg ofte om et dybtfølt ønske om at kunne gøre det godt for partneren. Et ønske, som i lyset af bebrejdelserne ofte er kørt fast i oplevelse af at ”uanset hvad jeg gør, er det åbenbart ikke godt nok”, og primære følelser som afmagt og ked af det hed. De sekundære følelser bliver irritation, frustration og vrede, som fører til at man typisk bliver stille og trækker sig mentalt og/eller fysisk.

Konfliktmønsteret har det med at eskalere, idet den bebrejdende part vil blive mere intens i sine bebrejdelser, jo mere den anden trækker sig og vise versa.

Med tiden kan dette mønster føre til, at den bebrejdende part, ”giver op” og også trækker sig, og så ser man det næste mønster udvikle sig. 

Mønster 3: Vi har trukket os
Dette mønster er karakteriseret ved, at den åbenlyse konflikt faktisk er ophørt. Brokkeriet og bebrejdelserne er holdt op. Der er ikke de store skænderier – længere. På overfladen er der  kommet ro på, men under overfladen har det haft en stor pris – resignationen.

For den ene part kan det virke som om, der nu er blevet fred i hjemmet – partneren er blevet stille og holdt op med at klage og brokke sig. Men inde i den tidligere bebrejdende part, er frustrationen over en manglende nærhed blevet erstattet af en resignation – en opgivelse i forhold til at få sin længsel om større intimitet og nærhed opfyldt. Og for at kunne opgive denne længsel, har man ofte måtte lægge låg på mange følelser overfor partneren – og desværre sker det ofte, at mange af de positive følelser også er lagt ned under dette låg.

Resignationen er en naturlig kulmination på situationer, hvor vi ikke kan få den kontakt vi ønsker. Det ses meget tydeligt hos bør, hvor barnet først kommer til sin far og mor i håbet om kontakt. Hvis far eller mor ignorerer dette forsøg, bliver barnet typisk mere insisterende,  bruger charme, taler etc. for at få kontakt. Mødes det stadig ikke med kontakt, bliver det ofte mere larmende, hiver fat, brokker sig, skælder ud i håbet om at få en reaktion. Og udebliver den, giver barnet op og trækker sig – det resignerer.


Og sådan reagerer vi også i parforholdet, hvis vi opgiver at få det, vi virkelig længes efter. Og fortsætter det sådan, ender det ofte med, at den, der resignerer, forlader forholdet.

tirsdag den 12. marts 2013

God eller dårlig barndom?

Hvorfor fokuserer man så meget på barndommen, når man er i psykoterapi?

Ind i mellem møder jeg mennesker, der med det samme siger "Jeg er ikke interesseret i at dykke ned i min barndom, bare i at få løst de problemer jeg bøvler med her og nu."

Og det kan da næsten blive en hel kliché at man skal snakke om sin barndom, men ikke desto mindre er barndommen der hvor vi præges i forhold til blandt andet:

  • Hvordan mennesker ser på os
  • Om vi får vores behov opfyldt
  • Hvilke dele af os selv der er plads til, og hvilke der skal gemmes væk
  • Hvordan man passer på sig selv, når tingene er svære
  • Hvordan kærlighed udtrykkes eller undertrykkes
  • Hvor trygt det er at være tæt på et andet menneske
  • Opfattelsen af verden som et trygt eller utrygt sted at være
  • Oplevelsen af om vi kan stole på andre, eller kun på os selv
Og listen kunne fortsættes.

I min tilgang til det handler det ikke om, at skulle vurdere om barndommen har været god eller dårlig - de fleste kommer alligevel ind med holdningen "jeg har da haft en rimelig almindelig barndom" - ja, for de kender ikke til andet. Det det handler om er, at blive klar over, hvordan barndommen har været med til at forme dig, og hvordan den præger dine relationer i voksenlivet. Alice Miller udtaler i en af sine bøger "Det man ikke selv har fået med sig i barndommen, er man blind over for som voksen".
Så udforskningen af barndommens land handler om at forstå og erkende, hvordan forholdene har været, hvordan du har lært at overleve og hvilke sårbare punkter du bringer med dig videre i livet.

At sige "nej" til at udforske barndommen svarer til at sige "nej" til at se tilbage i historien for at forstå nutiden. Det giver for mig ikke mening. Men det, der giver mening for mig er, at vi måske må gøre op med en automatisk følgeslutning - "fordi jeg er vokset op med, gør jeg i dag..." Det vi er vokset på med giver os en prægning, gør at vi har dæmoner at slås med, men er ikke begrundelsen for hvorfor man gør det man gør. Det betyder altså, at vi har mulighed for at udvikle os, og at bryde med de mønstre som er rodfæstet fra vores tidligste år. Men for at kunne det, kræver det at man får øje på dem, at man er motiveret for at ændre på det, og ikke mindst at man er parat til at lægge de kræfter i det, det kræver at gå gennem forandringerne. Så et kig i barndommen er altså en bevidstgørrelse omkring mønstre, som ellers har været ubevidste, så man ved, hvad man er oppe imod, når man begynder sin udviklingsrejse.

torsdag den 7. februar 2013

Offertrekantens dynamik

Det er interessant at se, at ordet "Offertrekanten" er det ord, jeg får flest hits på, på mine hjemmesider.

Det er nok fordi, at det er en model, der stadig holder, og som ganske godt beskriver det komplekse samspil mellem de tre roller - Offer, Redder og Forfølger.

I mit arbejde, er jeg ofte vidne til, hvordan Offertrekantens dysfunktionelle dynamik, er med til at gøre livet mere kompliceret for par og familier, hvordan den skaber konflikter, afstand og utryghed.

Og også på arbejdspladser ser man ind i mellem, hvordan kolleger bliver låst fast i et negativt samspil, præget af Offertrekantens dynamik.

Så det giver rigtig god mening, at blive i stand til at identificere denne dynamik, at finde sin egen primærrolle, og finde ud af, hvordan man kan begynde at bryde dette mønster.

Jeg har derfor på mine hjemmesider www.dchp.dk lagt noget forskelligt materiale om emnet. Under "Artikler", kan du læse mere om trekanten og downloade et uddrag af en bog, jeg arbejder på. Du kan også følge Mini kurset om Offertrekanten, der via video og lydfiler samt supplerende læsning, giver dig en god introduktion til temaet.

Og så må du endelig skrive til mig, hvis du har nogle spørgsmål eller kommentarer til dette.