Søg i denne blog

onsdag den 28. august 2013

Tør vi være afhængige?

Ordet "afhængighed" har for mange en negativ klang. Og der har da også i den psykologiske verden i mange år været fokus på at vi skal udvikle os til at være selvstændige individer, der kan stå på egne ben, som kan klare sig selv og ikke er afhængig af noget eller nogen andre.

Derfor er det interessant, når den nyere forskning omkring tilknytning mellem voksne mennesker og kærlighedens funktion, faktisk har fokus på at vi som mennesker er født afhængige, og at denne afhængighed faktisk fortsætter i en form, også ind i voksenlivet, at den endda er af vital betydning for vores trivsel - og ja - overlevelse.

Psykologiske undersøgelser peger på at livslængden er længere og lykkefølelsen er større hos dem, der har en tryg hav i form af et godt parforhold. Andre undersøgelser peger på at smerteoplevelsen bliver mindre, når vi holder en vi har kær i hånden.  Og udsigten til at komme sig efter kriser og traumatiske sår er også langt større, når man har mennesker, man har en nær og tryg tilknytning til. Så som voksne er vi grundlæggende afhængige af den trygge og sikre havn, som en partner kan tilbyde os.

Hvorfor er det så svært for mange?
Ikke alle har oplevet den trygge havn i deres opvækst, så derfor har mange af os udviklet forskellige overlevelsesmekanismer - f.eks. at "gøre sig selv stærk", "at kunne stå på egne ben" etc. som var nødvendige dengang. Måske var der ikke nogen som var parat til at gribe eller støtte dig, når tingene var svære, så du måtte lære at klare det selv, måske ved at blive god til at skubbe smerten til side. Nogle har  lært, at det at tage imod og læne sig op ad et andet mennesker har for store omkostninger, det kræver at man laver for meget om på sig selv, eller at man lader sig invadere. Og nogen har, trods en grundlæggende tryghed og tillid, oplevet partneres svigt, som sår tvivlen på, om man nogensinde tør åbne sig igen.

At læne sig op ad en anden, at turde vise sårbarhed og at turde være afhængig af et andet menneske kræver derfor for mange en masse mod, og en hel del øvelse. Men vælger du at løbe risikoen, vælger du at mærke sårbarheden, og sammen med din partner være "gensidigt afhængige" af hinandens omsorg, støtte og kærlighed, så kan gevinsten være et parforhold, som udgør en sikker havn, som danner et fundament, det betyder at man kan begynde at udvikle sig på helt nye måder - som par - og om individ.

Vi har brug for hinanden. "No man is an island", skriver John Donne. Bedre kan det ikke siges. Vi hænger sammen og har brug for hinanden.