Søg i denne blog

torsdag den 18. november 2010

Hvis sexlysten er forsvundet?

Det seksuelle samvær og den intimitet, der ligger i dette er en vigtig bestandtdel i mange parforhold, og forsvinder denne del, opleves det ofte som et savn.

Der kan selvfølgelig ligge dybere årsager til, at den ene part mister lysten til intimitet og sex, f.eks. kan en barndom med overgreb føre til, at det seksuelle bliver meget svært senere i livet, og paradoksalt nok, kan det være noget, som først viser sig, når parforholdet er etableret og trygt (for mere om dette henvises til anden litteratur, f.eks. bogen ”Spøgelser i ægteskabet” af Clark Barshinger, Lojan LaRowe og Andres Tapia).

Manglende lyst kan også opstå som en følge af stress, eller som bivirkning ved indtagelse af visse former for medicin.

Men i mange situationer handler det om, at vi ”mister drivet” i det seksuelle, og gradvist mister lysten – ”orker jeg?” bliver det dominerende spørgsmål, når den ene part har lyst kl. 23.00 – ”Hvad hvis børnene vågner?” tænker den anden, og på den måde udskyder man til ”mere passende tidspunkter” – som desværre nogen gange udebliver. I nogen forhold bliver sex noget, der får prioritet efter ”rent køkken”, ”støvsugning af bilen” og andre praktiske gøremål, så al den gode energi brændes af på kedelige opgaver, som skal ordnes før, den sidste rest af energien kan bruges på intimiteten.

Der findes også parforhold, hvor sex bliver en ”handelsvare”. Generaliseringen er, at manden ”får sex”, når han har gjort sig fortjent til det. Så sex bliver til noget den ene får af den anden ved særlige lejligheder, eller som udebliver, når vedkommende skal straffes, i stedet for at være noget, som begge parter nyder og har glæde af.

En aftagende seksuel aktivitet i parforholdet kan i værste fald sætte gang i en ond spiral i forholdet, hvor den ene part begynder at føle sig mindre attraktiv eller afvist, hvis initiativer til sex, ikke mødes positivt af den anden part. Og det kan i sidste ende få den, der udviser initiativ til at trække sig, og søge andre udveje.
En af grundende til, at vi oplever en større sexlyst i forelskelsesfasen er, at vi har mere sex! Dvs. der er tale om en selvforstærkende effekt. Jo mere sex – jo mere lyst til sex – jo mindre sex – jo mindre lyst til sex. Så nogen gange handler det ”bare” om at komme i gang. At give sig selv lov til at blive stimuleret, at overvinde trætheden og give sig hen, at sætte tiden af til det osv., og så opleve at lysten på den måde kommer tilbage.

For andre par, kan vejen tilbage til et tilfredsstillende sexliv være mere krævende og f.eks. inkludere særlige aftaler om hvordan man nærmer sig hinanden igen, inkludere ”sexfri dage”, øvelser i nærhed og intimitet etc.

For spørgsmål eller kommentarer til dette indlæg se www.steenrassing.dk