Tankevækkende ...

Forskningen i tillknytning, viser os, at det at være trygt og tæt knyttet til en anden voksen, har så mange potentielle positive effekter. I et parforhold, hvor parterne har en tryg tilknytning til hinanden, oplever man blandt andet at man:

• har lettere ved at bede om støtte, og give støtte
• er mindre sårbare og mindre aggressive
• forstår sig selv bedre og kan lide sig selv
• er mere åben og nysgerrig og fleksibel i sine synspunkter
• har lettere ved at fungere uafhængigt og adskilt fra partneren

Forskerne konkluderer lidt enkelt sagt, at det et dybt menneskeligt behov, at være i en tryg og sikker relation til en partner, og at det har en stor indflydelse på vores psykiske og fysiske helse. Gode kærlighedsrelationer er godt for hjertet, er bare en af de ting, lægerne har opdaget de seneste år.

Det er derfor tankevækkende og trist, at der i tiden er flere og flere voksne mennesker, der frivilligt eller ufrivilligt lever alene. Samtidig kan jeg nogle gange godt blive overvældet af det fokus (og nogengange den idealisering) der er på singlekultur, det at være stærk og uafhængig - at kunne klare sig selv, ikke at have behov for en nær partner, at sex er et behov, man får tilfredsstillet, for derefter at tage hjem til sig selv.

Men vejen til det trygge parforhold er nogle gange lang og tung, og det er ikke altid let at komme derhen, da vi jo også slæber en rygsæk med os af erfaringer fra tidligere parforhold, barndomshjemmet etc. Så det er forståeligt, at nogen giver op undervejs.

Bogen Det Alt For Dygtige Barn

Så er Patricia Loves bog "The Emotional Incest Syndrome - What to do When a Parents Love Rules Your Life" oversat til dansk med titlen "Det Alt For Dygtige Barn". Den er nu klar i ebogs udgaven - den trykte kommer i starten af det nye år.

Du kan læse om bogen og downloade et gratis uddrag på dette link

Bogen beskriver noget, der er beskrevet af andre før, nemlig det, at nogle børn vokser op, og må tilsidesætte dele af sig selv, for at kunne tilfredsstille voksnes emotionelle behov. Og dette giver selvfølgelig udfordringer i voksenlivet og i parforholdet senere hen.

Det Patricia Love gør er, at hun beskriver det i et enkelt tilgængeligt sprog, krydret med gode praktiske eksempler, og samtidig fortæller hun ikke kun om problemstillingen. Hun giver også nogle praktiske metoder til, hvordan man kan begynde at arbejde med sig selv for at få ændret på dette.

Jeg har været glad for at læse bogen, og for at være en del af oversætterteamet :-)

Lyst eller lyst?

En ting, jeg ofte er stødt på, når jeg arbejder med parterapi, hvor temaet er det seksualitet og intimitet er begrebet "at have lyst". Og jeg oplever, at to ting måske blandes sammen i en og samme tanke - i et og samme begreb.

Den ene ting, lyst handler om, er den seksuelle lyst, tændingen, med alle kroppens seksuelle signaler aktiveret. Den anden lyst som er noget andet er, lysten til at få den seksuelle lyst.

I mange parforhold oplever partnerne at der er forskel på, hvor hurtig den seksuelle tænding fungerer. Generaliseringen er, at mænds seksualitet gør, at de får hurtigere seksuelt lyst end kvinder, hvor tændingen sker gradvist og over længere tid. Det er generaliseringen - i nogle forhold er det også omvendt. Men det ændrer ikke ved problemstillingen.

Hvad så, hvis man er den, der har den langsomme tænding, som har brug for nærhed, berøring, kys og alt det andet for at få tændt den seksuelle lyst - hvordan kan man være den, der tager initiativet - når den seksuelle lyst, faktisk først kommer når man er "gået i gang"?

For nogen er det en hjælp, i stedet at fokusere på den anden form for lyst - lysten til at få seksuel lyst, eller lysten til at opleve intimiteten sammen med partneren, dvs. den lyst der går forud for den seksuelle tænding. Så måske er det legalt at sige til sin partner - "Jeg har lyst til at få lyst sammen med dig, så skal du med...", og så overgive sig til at lade den seksuelle lyst udvikle sig i samværet...

Følelsesmæssige overgreb

Blev du som barn brugt til at tilfredsstille en voksens følelsesmæssige behov?

Måske kan du genkende dig selv i et eller flere af følgende udsagn:

1. Jeg var kilden til følelsesmæssig støtte for en af mine forældre
2. Jeg følte mig tættere knyttet til den ene forælder end den anden
3. Det virkede som om at mine forældre ikke ønskede jeg skulle gifte mig og flytte for langt væk hjemmefra
4. Enhver potentiel kæreste var aldrig god nok for en af mine forældre
5. Jeg følte at jeg måtte tilbageholde mine egne behov for at beskytte en af mine forældre
6. Jeg følte mig ansvarlig for mine forældres lykke
7. Jeg følte mig nogen gange invaderet af en forældre
8. En af mine forældre havde urealistiske forventninger til mig
9. En af mine forældre var fuldt optaget af stoffer/alkohol, arbejde, andre interesser eller en af mine søskende
10. En af mine forældre var som en bedste ven

 Mange af mine klienter kan nikke genkendende til ovenstående, og kan nikke genkendende til de problemer, der følger med i voksenlivet, f.eks.:

• Problemer i parforhold - mønstre af selvopofrelse, partnere der ikke er særligt givende, partnere som er fraværende
• Problemer med grænser
• Problemer med at mærke sig selv og egne behov
• Familieproblemer, f.eks. konflikter med søskende

At være udsat for følelsesmæssige overgreb betyder, at du i barndommen har måtte tilsidesætte dine egne behov og følelser, for i stedet at give en far eller mor, det han eller hun havde brug for. En forælder har altså brugt dig som kilde til at få behov opfyldt, i stedet for at bruge en anden voksen til det. Måske har det føltes forkert, fordi du er blevet presset til at opføre dig på en måde, så mor kunne være stolt af dig - du blev den gode pige, som vidste præcist hvordan man skulle opføre sig. Måske var det en far/mor, som pga. alkoholmisbrug eller sygdom, brugte dig som sin "særlige støtte" - "Hvor er det godt at far har dig, hvad skulle han gøre uden dig." Prisen var bare, at du måtte skubbe dig selv - dine egne behov og følelser til side for at kunne blive i rollen. Andre gange har det måske føltes godt, hvis du er blevet idealiseret og forkælet af en forælder, som har rost og belønnet dig, hver gang du har levet op til denne forælders særlige krav og standarder. Men igen - det har ikke handlet om hvad du har haft brug for, men om at gøre det, der kunne gøre din far/mor tilfredse.

Og du vil se, at de gamle roller og mønstre dukker op i mange af dine andre nære relationer, også når du bliver voksen. 

Det kræver noget, at lægge de gamle roller og mønstre fra sig, og i stedet lade det, der har været undertrykt, få lov at folde sig ud.

Jeg er sammen med nogle kolleger i gang med at oversætte dr. Patricia Loves bog "The emotional incest syndrome" til dansk, og den forventes klar tidligt i efteråret. Denne bog handler netop om dette tema, som jeg dagligt ser konsekvenserne af i mit arbejde med individer og par. Vil du høre nærmere, når bogen er klar, kan du melde dig til mit nyhedsbrev "Aktivitetslisten" som du finder på www.dchp.dk

God sommer

Mvh

Steen Rassing, psykoterapeut og Imago parterapeut

Hengivelse eller opgivelse?

I et parforhold kan det være en udfordring at kunne være der for den anden, uden at opgive sig selv. Parforholdet næres blandt andet gennem kærlige handlinger - dvs. når vi hver især rækker ud og gør noget, som er med til at gøre vores partner tryg eller glad.

Hvad hvis det kræver at man gør noget, som man egentlig ikke har lyst til, eller som kræver at man går mod egne behov? Er det så ikke at opgive sig selv? Gør det overhovedet partneren glad, hvis han/hun kan se, hvor lidt man har lyst til at gøre det, man gør?

Det kan være vigtigt at være opmærksom på hvornår du gør noget, der kræver at du opgiver dig selv. Når du gør noget af skyld, skam, frygt for partnerens reaktioner etc. er det en indikation af, at du måske er på vej til at opgive noget af dig selv, for at kunne være med din partner.

Det virker helt anderledes, når de kærlige handlinger udspringer af et inderligt ønske om at glæde partneren og gøre noget godt for forholdet.  Og det kræver nogengange en beslutning om at gøre noget, som jeg ellers ikke lige ville gøre. En beslutning, som indebærer at jeg selv tager ansvaret for det jeg vælger at gøre, og ansvaret for at jeg gør det af lyst - ikke nødvendigvis af lyst til handlingen selv, men af lysten til at gøre noget godt for partneren.

Så næste gang min ægtefælle spørger om jeg vil med ud og shoppe, vil jeg beslutte mig for om jeg har lyst til at glæde hende. Hvis jeg har det, vil jeg gå med, og vise at jeg nyder at være sammen med hende og nyder at se hendes glæde over at vi gør det sammen :-)

Og du vil blive overrasket over, hvor meget du får tilbage, når du er den, der tager initiativ til at overøse din partner med kærlige handlinger - god fornøjelse.