Der er tre typiske mønstre, som går igen, når konflikter i parforholdet bliver svære at håndtere:
Mønster 1: De gensidige beskyldninger
Det karakteristiske for dette mønster er, at parterne er optaget af, gensidigt at bebrejde og beskylde hinanden. Man skælder ud på hinanden, og er optaget af at ”vinde” konflikten.
Ofte vil begge parter forsøge at overgå hinanden med argumenter, eksempler fra fortiden, generaliseringer, nedgørende ord, og med stemmekraft, og der vil således være tale om en konflikt, der bare eskalerer og eskalerer i forsøget på at få placeret ”skylden” for problemet/uoverensstemmelsen. I denne type konflikt er det ikke ualmindeligt, at man bliver nedladende overfor sin partner, og laver ”karakterangreb” som ”du er en idiot, der ingenting forstår!”, ”du er totalt afstumpet og uden empati, når du ikke kan forstå at du tager fejl!”. Og disse ord afspejler det billede, man har af partneren – i situationen. I det øjeblik dette konfliktmønster fylder meget i forholdet, kan det derfor være svært at fastholde et mere nuanceret og positivt billede af partneren.
Konflikten stopper først, når energien er udtømt, eller når den ene part i vrede smækker døren og går.
Dette konfliktmønster udvikler sig ofte over i et af de øvrige mønstre, når den ene af parterne ikke længere ”orker” at blive i kampzonen, og derfor begynder at trække sig.
Mønster 2: Klagen og tilbagetrækning
Det karakteristiske ved dette mønster er at den ene part altid fremstår som krævende og den, der brokker sig, mens den anden part, altid forsvarer sig og trækker sig i protest over brokkeriet.
Brokken og bebrejdelserne vil typisk handle både om stort og småt, og den bebrejdende part, har typisk en ret god hukommelse for alle de ting i fortiden, der heller ikke var i orden.
Kigger man ind bag dette konfliktmønster møder man ofte to mennesker, der føler sig meget alene. Den ene part, som er den der klager, har ofte oplevelsen af, ikke at kunne få kontakt med partneren, at partneren ligesom bare trækker sig mere og mere væk. Man er altså drevet af en længsel efter større nærhed i forhold til partneren. Partnerens trækken sig, kan udløse følelser af, ikke at være betydningsfuld eller frygten for at partneren forsvinder (primære følelser), som så udløser sekundære følelser af frustration og vrede, der kommer ud i form af bebrejdelser.
Hos den anden part hører jeg ofte om et dybtfølt ønske om at kunne gøre det godt for partneren. Et ønske, som i lyset af bebrejdelserne ofte er kørt fast i oplevelse af at ”uanset hvad jeg gør, er det åbenbart ikke godt nok”, og primære følelser som afmagt og ked af det hed. De sekundære følelser bliver irritation, frustration og vrede, som fører til at man typisk bliver stille og trækker sig mentalt og/eller fysisk.
Konfliktmønsteret har det med at eskalere, idet den bebrejdende part vil blive mere intens i sine bebrejdelser, jo mere den anden trækker sig og vise versa.
Med tiden kan dette mønster føre til, at den bebrejdende part, ”giver op” og også trækker sig, og så ser man det næste mønster udvikle sig.
Mønster 3: Vi har trukket os
Dette mønster er karakteriseret ved, at den åbenlyse konflikt faktisk er ophørt. Brokkeriet og bebrejdelserne er holdt op. Der er ikke de store skænderier – længere. På overfladen er der kommet ro på, men under overfladen har det haft en stor pris – resignationen.
For den ene part kan det virke som om, der nu er blevet fred i hjemmet – partneren er blevet stille og holdt op med at klage og brokke sig. Men inde i den tidligere bebrejdende part, er frustrationen over en manglende nærhed blevet erstattet af en resignation – en opgivelse i forhold til at få sin længsel om større intimitet og nærhed opfyldt. Og for at kunne opgive denne længsel, har man ofte måtte lægge låg på mange følelser overfor partneren – og desværre sker det ofte, at mange af de positive følelser også er lagt ned under dette låg.
Og sådan reagerer vi også i parforholdet, hvis vi opgiver at få det, vi virkelig længes efter. Og fortsætter det sådan, ender det ofte med, at den, der resignerer, forlader forholdet.
