Offer eller overlever

Mange søger terapi i håbet om at kunne blive anderledes som mennesker, og fordi de føler sig som ofre for de omstændigheder, de har været udsat for gennem livet.

En af de ting, jeg gerne vil give folk med er, at de ikke er ofre, men at de er overlevere. Alle, der søger terapi, gør det, fordi de har overlevet det, de har været udsat for. Vi har alle udviklet vores måder at overleve på, men for nogen er prisen noget man må betale hele livet. Ofte er det de sider, der har gjort det muligt for os at overleve, som senere får os til at gå i terapi, når vi oplever at de hæmmer os i nære relationer.

Som led i terapien er det vigtigt at erkende og annerkende den positive funktion disse sider har haft. Dvs. at kunne tage dem ind, og sige "hold da op, hvor har jeg været en kreativ dreng/pige", og "hvor har det dog været godt for mig at jeg har kunne....". Dette hjælper dig med til at føle dig som den overlever du er, og det er med afsæt i denne overlevelse, man kan begynde at kigge på, om du nu som voksen, kan lære nye måder at agere på, så du ikke længere skal overleve, og i stedet kan begynde at leve!

Et godt sted at starte for dig selv, kan være at kigge på en af de sider ved dig selv, som du gerne ville lave om. Og spørg så dig selv: "Hvordan har det været nyttigt for mig at kunne dette?" "Hvad ville der være sket hvis jeg ikke havde kunne dette?". Og giv så dig selv et lille skulderklap for, at du som barn har været så kreativ, at du har kunne finde denne måde at overleve på.

Skulle du have spørgsmål eller kommentarer til dette indlæg kan du finde min e-mail adresse på www.steenrassing.dk

Parforholdet kan læge barndommens sår

Det er interessant, at nogen ser parforholdet som det sted, hvor vi kan læge barndommens sår, og udvikle os til vores fulde potentiale. Og de konflikter vi oplever, kan være de "døre", der giver os adgang til udviklingen.

Der ligger mange bevidste og ubevidste motiver bag vores valg af partner, og sammenholdt med nogle af de fysiologiske mekanismer (duft, kropstræk etc.) må man sige at det ikke er enkelt.
Psykologiske teorier peger på, at en af de ubevidste drivkrafter på det psykologiske plan er, at vi forelsker os i en partner, som:

1. Viser nogen af de sider, vi selv har undertrykket i vores opvækst. Dvs. har jeg selv svært ved at vise følelser, tiltrækkes jeg af en partner, der har let ved det. Er jeg meget tænke type, vælger jeg en, der er god til at handle. Har jeg det svært med kroppen, vælger jeg en, der er meget kropslig etc.
2. Har nogle af de samme smertepunkter i sin udvikling, men som har lært at håndtere dem anderledes.
3. Har nogle af de negative sider som vores forældre havde. Denne del er meget spændende, idet den altså siger, at vi ubevidst søger en partner, som vil være i stand til at gentage nogle af de samme negative mønstre, som vi oplevede hos vores forældre.

Så vi "skaffer os" altså en partner, hvor vi kan være ret sikre på at vi vil opleve konflikter, når den første forelskelse er overstået. Forskellen er blot, at dengang du i din barndom oplevede disse konflikter, valgte du nogle overlevelsesstrategier, som gav mening for et barn. Når du møder konflikterne som voksen, vil du næsten per automatik gentage barndommens overlevelsesstrategier, men som voksen har du en mulighed for at justere dem, så de bliver mere hensigtsmæssige i forhold til det, du ønsker dig af din partner.

For at give et forenklet eksempel på dette, kan man betragte pige, som savner opmærksomhed fra sin far som lille. Den manglende opmærksomhed fra hendes far vendes indad (faderen er jo perfekt), til en overbevisning "jeg er nok ikke god nok", og hun finder hurtig ud af, at holde sig for sig selv, og trække sig væk fra faderen, for ikke at mærke smerten over den manglende opmærksomhed. Overlevelsesmekanismen - at trække sig, når man savner opmærksomhed - tager hun med sig ind i sit parforhold. Hver gang hun savner opmærksomhed fra sin mand, lukker hun sig inde i sig selv, går ud og shopper eller trækker sig på andre måder væk. Og derved gentages mønstret igen og igen. Og partneren oplever måske endda at hun ikke er interesseret i ham. Vi er faktisk rigtigt gode til at agere på en måde, så vi præcist ikke får det vi savner aller mest.

Hvis hun nu som voksen blev opmærksom på behovet "at få opmærksomhed", og hun blev i stand til at formulere dette behov for sin partner, kunne partneren i stedet lære at give hende den opmærksomhed hun længtes sådan efter. Derved ville nogle af hendes barndomssår kunne læges, og han ville sandsynligvis også begynde at udvikles sig til en mere opmærksom partner.

På den måde kan man parforholdet vokse sammen, frem for at vokse fra hinanden.

Har du kommentarer eller spørgsmål til dette indlæg, kan du på www.steenrassing.dk finde e-mail adresse og telefonnummer.

Det ikke kun det du siger...

Der er lavet undersøgelser af, hvilke faktorer der øger sandsynligheden for at et parforhold vil holde. En af disse faktorer er, at man forstår at udtrykke kritik af partneren på en hensigtsmæssig måde. Dvs. det at holde al kritik for dig selv er ikke en god strategi, hvis du vil bevare dit forhold.

Men ... men ... men ... sommetider er det måske værd at overveje hvilken form for kritik der skal på banen, og hvornår. Kærlighed i et parforhold er karakteriseret ved kærlige handlinger, og der kan faktisk ligge rigtig megen kærlighed bag alt det du vælger at lavde være med at sige til din partner. Når vi er tætte på andre mennesker vil der i sagens natur dukke alle mulige småting op, som irriterer os, og hvor man føler en trang til at gå rundt og småbrokke sig "du sætter aldrig din kop i maskinen", "hvorfor er det aldrig dig, der laver kaffen?, "hvorfor sætter du aldrig en ny skraldepose i?", "hvorfor skal du altid stille dine sko i gangen etc. På den lange bane kan der bag ved småbrokkerierne være dybere betydninger, som det selvfølgelig er værd at få talt sammen om. Men måske skal man bare en gang i mellem stoppe op, smile og vise sin kærlighed til partneren ved at stille koppen eller skoene på plads, og gemme kritikken til en anden god gang. Prøv det en uge, og læg mærke til, hvordan det kan forandre stemningen i parforholdet, når de små daglige kritikpunkter fjernes.

Har du kommentarer eller spørgsmål til dette indlæg, kan du finde e-mail adresse og telefonnummer på www.steenrassing.dk

Vrede og tilgivelse

Vrede er en af de følelser, som hjælper os til at sætte grænser, når noget går os for nær. Vreden er derfor, når den udtrykkes hensigtsmæssigt i forhold til situationen, derfor en positiv ting, som kan være med til at styrke os selv og hjælpe os med at sige fra overfor ting, vi ikke vil finde os i, og som er smertefulde for os.

I dag stødte jeg på en interessant metafor for vreden. Jeg lyttede til en prædikant ved navn Joyce Mayer, der talte om vreden. Hun brugte et udtryk "Vedvarende vrede er som en gift man selv indtager i håbet om at den skader modparten". I dette udtrykker hun, hvor skadelig vedvarende vrede er for os selv - både på det psykiske og på det fysiologiske plan. Hun koblede dette sammen med vigtigheden af at kunne tilgive, idet tilgivelsen sætter en selv fri for den påvirkning som vreden giver ind i ens eget liv.

Dette var for mig en meget meningsfuld måde at udtrykke det på, som også er en del af den terapi der foregår, når med mennesker eller par, hvor vreden fylder meget. Det er naturligt for de fleste, at de reagerer på et ord som "tilgivelse" og at de har svært ved at skulle tilgive den eller de personer, der har gjort dem ondt. At tilgive er ikke det samme som at bifalde eller acceptere. Så gennem tilgivelsen siger vi ikke at handlingen var ok og tilgivelsen er heller ikke grønt lys for at den anden kan fortsætte med at overskride vores grænser. Men tilgivelsen er i bund og grund at sætte sig selv fri, og give slip på det negative bånd som det lægger ned over relationen, når man skal gå og være vred over fortidige begivenheder.

Men måske er det en tanke værd - går jeg selv bundet af vedvarende vrede overfor personer i mit liv? Hvad vil det koste mig at tilgive dem? Hvad vil det give mig, at kunne sætte mig selv fri?

Har du spørgsmål eller kommentarer til dette, kan du på www.steenrassing.dk finde både mailadresse og telefonnummer.

Start på blog

Dette er første indlæg i min blog, hvor jeg vil dele mine tanker, ideer og erfaringer omkring psykoterapi og parterapi. Man kan læse mere om mig, det jeg tilbyder osv. på mit websted www.steenrassing.dk. Her kan du også skrive til mig, hvis du har spørgsmål eller kommentarer til de ting, jeg skriver om på bloggen.

Ideen med min blog er at inspirere og sætte tanker igang, som andre måske kan bruge på den vej i livet de er inde på.