I de seneste år, har der været veldigt fokus på vores "tilknytningsmønstre", dvs. hvordan vi bærer os ad, når vi er sammen med mennesker, der betyder noget for os. Vores tilknytningsmønstre etableres allerede i vores tidlige barndom i de relationer vi har til far, mor og andre vigtige omsorgspersoner.
Forskning viser at de tidlige tilknytningsmønstre er noget, vi tager med os ind i voksenlivets nære relationer, ikke mindst i relationerne til vores partner og vores børn.
Er vi heldige, oplever vi en tryg/sikker tilknytning, der giver en tryg og sikker base og oplevelse af sikkerhed, kompetence og livsmod i vores møde med andre mennesker i voksenlivet.
Men ofte kan opvæksten også give os nogle mere smertefulde tilknytningsmønstre, som betyder at vi i parforholdet kan opleve frygt enten ved nærhed, eller hvis vi føler mangel på samme. Og hvor vi hver især har udviklet overlevelsesmekanismer til at klare svære situationer. F.eks. at trække sig hvis andre kommer for tæt på, eller hvis vi har svært ved at komme tæt på andre. Eller at "hage sig fast" til andre, når kontakten endelig er der, og vi er bange for at miste den igen. Eller vi har lært at være dygtige eller tilpasse os andres ønsker at behov for at "kunne få lov at være der". Disse mønstre er dybt integreret i vores måde at være sammen med andre på, og er også ofte roden til nogle af de problemer, der opstår hos et par.
Hvad oplever du selv, når din partner kommer for tæt på, eller du ikke kan mærke hans/hendes nærvær? Dette kan give dig et hint om, hvad du har lært, for at overleve.
Spørgsmål eller kommentarer til dette indlæg - se www.steenrassing.dk for kontaktoplysninger.
