Ind i mellem møder jeg mennesker, der med det samme siger "Jeg er ikke interesseret i at dykke ned i min barndom, bare i at få løst de problemer jeg bøvler med her og nu."
Og det kan da næsten blive en hel kliché at man skal snakke om sin barndom, men ikke desto mindre er barndommen der hvor vi præges i forhold til blandt andet:
- Hvordan mennesker ser på os
- Om vi får vores behov opfyldt
- Hvilke dele af os selv der er plads til, og hvilke der skal gemmes væk
- Hvordan man passer på sig selv, når tingene er svære
- Hvordan kærlighed udtrykkes eller undertrykkes
- Hvor trygt det er at være tæt på et andet menneske
- Opfattelsen af verden som et trygt eller utrygt sted at være
- Oplevelsen af om vi kan stole på andre, eller kun på os selv
Og listen kunne fortsættes.
I min tilgang til det handler det ikke om, at skulle vurdere om barndommen har været god eller dårlig - de fleste kommer alligevel ind med holdningen "jeg har da haft en rimelig almindelig barndom" - ja, for de kender ikke til andet. Det det handler om er, at blive klar over, hvordan barndommen har været med til at forme dig, og hvordan den præger dine relationer i voksenlivet. Alice Miller udtaler i en af sine bøger "Det man ikke selv har fået med sig i barndommen, er man blind over for som voksen".
Så udforskningen af barndommens land handler om at forstå og erkende, hvordan forholdene har været, hvordan du har lært at overleve og hvilke sårbare punkter du bringer med dig videre i livet.
At sige "nej" til at udforske barndommen svarer til at sige "nej" til at se tilbage i historien for at forstå nutiden. Det giver for mig ikke mening. Men det, der giver mening for mig er, at vi måske må gøre op med en automatisk følgeslutning - "fordi jeg er vokset op med, gør jeg i dag..." Det vi er vokset på med giver os en prægning, gør at vi har dæmoner at slås med, men er ikke begrundelsen for hvorfor man gør det man gør. Det betyder altså, at vi har mulighed for at udvikle os, og at bryde med de mønstre som er rodfæstet fra vores tidligste år. Men for at kunne det, kræver det at man får øje på dem, at man er motiveret for at ændre på det, og ikke mindst at man er parat til at lægge de kræfter i det, det kræver at gå gennem forandringerne. Så et kig i barndommen er altså en bevidstgørrelse omkring mønstre, som ellers har været ubevidste, så man ved, hvad man er oppe imod, når man begynder sin udviklingsrejse.
