Parforholdet kan læge barndommens sår

Det er interessant, at nogen ser parforholdet som det sted, hvor vi kan læge barndommens sår, og udvikle os til vores fulde potentiale. Og de konflikter vi oplever, kan være de "døre", der giver os adgang til udviklingen.

Der ligger mange bevidste og ubevidste motiver bag vores valg af partner, og sammenholdt med nogle af de fysiologiske mekanismer (duft, kropstræk etc.) må man sige at det ikke er enkelt.
Psykologiske teorier peger på, at en af de ubevidste drivkrafter på det psykologiske plan er, at vi forelsker os i en partner, som:

1. Viser nogen af de sider, vi selv har undertrykket i vores opvækst. Dvs. har jeg selv svært ved at vise følelser, tiltrækkes jeg af en partner, der har let ved det. Er jeg meget tænke type, vælger jeg en, der er god til at handle. Har jeg det svært med kroppen, vælger jeg en, der er meget kropslig etc.
2. Har nogle af de samme smertepunkter i sin udvikling, men som har lært at håndtere dem anderledes.
3. Har nogle af de negative sider som vores forældre havde. Denne del er meget spændende, idet den altså siger, at vi ubevidst søger en partner, som vil være i stand til at gentage nogle af de samme negative mønstre, som vi oplevede hos vores forældre.

Så vi "skaffer os" altså en partner, hvor vi kan være ret sikre på at vi vil opleve konflikter, når den første forelskelse er overstået. Forskellen er blot, at dengang du i din barndom oplevede disse konflikter, valgte du nogle overlevelsesstrategier, som gav mening for et barn. Når du møder konflikterne som voksen, vil du næsten per automatik gentage barndommens overlevelsesstrategier, men som voksen har du en mulighed for at justere dem, så de bliver mere hensigtsmæssige i forhold til det, du ønsker dig af din partner.

For at give et forenklet eksempel på dette, kan man betragte pige, som savner opmærksomhed fra sin far som lille. Den manglende opmærksomhed fra hendes far vendes indad (faderen er jo perfekt), til en overbevisning "jeg er nok ikke god nok", og hun finder hurtig ud af, at holde sig for sig selv, og trække sig væk fra faderen, for ikke at mærke smerten over den manglende opmærksomhed. Overlevelsesmekanismen - at trække sig, når man savner opmærksomhed - tager hun med sig ind i sit parforhold. Hver gang hun savner opmærksomhed fra sin mand, lukker hun sig inde i sig selv, går ud og shopper eller trækker sig på andre måder væk. Og derved gentages mønstret igen og igen. Og partneren oplever måske endda at hun ikke er interesseret i ham. Vi er faktisk rigtigt gode til at agere på en måde, så vi præcist ikke får det vi savner aller mest.

Hvis hun nu som voksen blev opmærksom på behovet "at få opmærksomhed", og hun blev i stand til at formulere dette behov for sin partner, kunne partneren i stedet lære at give hende den opmærksomhed hun længtes sådan efter. Derved ville nogle af hendes barndomssår kunne læges, og han ville sandsynligvis også begynde at udvikles sig til en mere opmærksom partner.

På den måde kan man parforholdet vokse sammen, frem for at vokse fra hinanden.

Har du kommentarer eller spørgsmål til dette indlæg, kan du på www.steenrassing.dk finde e-mail adresse og telefonnummer.